Nytårshilsen i frygtens tegn…

Linda Stæhr/ januar 3, 2017/ Blog, Familie, Forsvarsmekanismer, Hverdag og rutiner, Parforhold, Syge børn

Uh vi forældre er gode til at bekymre os, og i og i nytårets granskning af fortiden og skuen mod fremtiden er frygt og bekymring svær at undgå: Derfor denne nytårshilsen i frygtens tegn.

For de fleste forældre er bekymring en tæt følgesvend

  • Er mit barn normalt? Hvad hvis andre vil afvise ham/hende som voksen?
  • Er jeg for ofte væk fra mit barn i det daglige? Mon mit barn vil tage skade?
  • Kan jeg klare opgaven som mor/far og vil andre se ned på mig, hvis de VIRKELIG vidste hvordan jeg opdrager mit barn?

Når frygten får lov at råde kan den lamme os

Min egen største frygt er om jeg viser mine børn tydelig nok kærlighed… Det med at føle nærhed og kærlighed falder mig måske ikke så simpelt som andre. Mon jeg er i stand til at vise mine børn nok kærlighed? Mon min ældste vil vokse op uden mén fra de første tre måneder efter fødslen, som var et helvede for os? Mon andre vil bebrejde mig, at jeg ikke er særlig mor-sentimental – hvad hvis de har ret?!

Frygt kan blive alt-dominerende: Det kan være handicappende, det kan skabe fysiske lidelser, neurotiske tilstande og knuse håb og drømme – eller bare være et dagligt irritationsmoment.

Derfor skal du vide følgende om frygtens natur:

  • Frygten bliver størst, når den gøres latterlig, ligegyldig eller ignoreres
  • Frygten vokser, så længe den er hemmelig (fx når jeg tror jeg er den ENESTE, der har det sådan)
  • Frygt lever sit eget tyranniske liv under overfladen, hvis jeg ikke erkender og håndterer den.

Griber frygten også indimellem dig og hvad gør du ved den?

Hver gang frygten melder sig må jeg byde den velkommen: ”Tak fordi du viser mig, hvad der er vigtigt for mig: Mit barns fremtid, min familie, min frihed, vores fremtid…”. Og så må jeg give mig selv lov til at dele mine bekymringer, lægge planer og se fremad mod det, der er vigtigt i livet. Så vil frygten få mindre og mindre plads og til sidst smelte som frosten i forårssolen.

Nytårsønske – og en lille øvelse i håb og optimisme

Så i dag vil jeg ønske dig fornyet håb og glæde i året der kommer:

  1. Lad alt det du mislykkedes med i det gamle år slippe sit grumme greb om din fremtid. Fortiden dikterer kun fremtiden, når du nægter at lære af den eller forholde dig til den. Lyt derfor kærligt og ærligt på alle de beviser, som du finder i dit indre, på at fremtiden ikke bliver god.
  2. Mærk frygten en sidste gang og læg mærke til, at den vil vise dig det vigtigste i dit liv, som du bliver nødt til at beskytte og tage dig af.
  3. Lad derpå bekymringerne glide i baggrunden. Se fremad, planlæg, del og vær taknemmelig for nye muligheder i fremtiden. Muligheder for at gøre mere af det du virkelig drømmer om, sammen med dem du elsker.
  4. Læg mærke til den energi, kreativitet og det håb, der ligger i at fokusere på det du ønsker i stedet for det du måske frygter i fremtiden.

Så godt nytår! Du og din familie ønskes ALT DET BEDSTE!

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver ved Trivsel i familien.dk

Share