Når mor og far er uenige om opdragelsen

Linda Stæhr/ maj 2, 2016/ Blog, Familie, Hverdag og rutiner, Køn og identitet, Mor rollen, Parforhold

Dette blogindlæg blev oprindeligt delt i et nyhedsbrev i maj 2016.

Du kan også høre dette blog-indlæg som lydfil – det er gratis! Og hvis du er glad for indlægget er du velkommen til at sponsorere mig “en kop kaffe” på Mobilepay 28 58 77 98 – så sponsorerer du flere lignende lydfiler og indlæg…

Når far og mor er uenige om opdragelsen

Hej mit navn er Linda Stæhr, jeg er familierådgiver i det der hedder Trivsel i familien og hjælper småbørns familier trives bedre sammen ved at tilbyde foredrag og rådgivning til forældre til 0-6 årige børn. Denne tekst findes også som lydfil, se i toppen.

Intro

Det er umuligt at være fuldstændig enige om opdragelsen og altid have fælles mål og metoder. Men det er heller ikke nødvendigt. Den gode nyhed er faktisk, at det er muligt at være vidt forskellige mennesker med forskellige mål og grænser og samtidig opdrage børn sammen, der trives og udvikles.

Hvem er ”far” og hvem er ”mor”?

Når jeg taler om far og mor er jeg helt klar over, at det ikke bare er statiske størrelser, der er ens i alle familier. Nogle parforhold går fx i opløsning og nogle børn mister en eller begge forældre i løbet af opvæksten. Men uanset så har et barn som regel altid en primær far og en primær mor – om end rollen nogle gange erstattes af andre personer, som fx en bonusmor eller en onkel. Så begreberne far og mor skal her forstås som den vigtigste far- og mor-person i barnets liv. Og disse to har som regel brug for at kunne samarbejde om opdragelsen af barnet – uanset om forældrene, som denne tekst handler om, er i et parforhold eller ej. Mit håb er at kunne inspirere alle forældre, selvom jeg her primært taler om parforhold.

Når modsætninger mødes

Som udgangspunkt ender vi i parforhold med vores modsætning. Og når jeg siger: ”ender i”, så mener jeg, at det sjældent er et bevidst valg, vi træffer – måske tværtimod. Men det fantastiske i at have sin helt egen modsætning tilgængelig i sit liv er, at man udfordres perfekt af modparten. Er han meget stille, er hun måske meget sprudlende – han kan måske lære større åbenhed, og hun kan måske lære at blive bedre til at nyde stilhed. På den måde kan man lære noget af hinanden i et parforhold. Er hun meget struktureret, så er han måske meget rodet og her-og-nu-orienteret: Og dermed kan hun måske lære at ikke alt behøver være så struktureret og han kan måske tillære sig lidt struktur i tilværelsen. Sådan er det i hvert fald ideelt set.

I praksis mødes vores modsætninger ofte som konflikter, fordi vores foretrukne måder at gøre tingene på, bliver begrænsede af den andens tilstedeværelse i vores liv. Hun vil have mere nærvær, han vil have mere fred. Han vil have et ryddet og minimalistisk hjem – hun vil have nussepynt og nips alle vegne. Vi har forskellige præferencer, ønsker og behov, der nogle gange er modsætninger til hinanden. Og i samværet med vores partner kan modsætningerne derfor både være en velsignelse og en forbandelse i praksis.

Modsætninger i opdragelsen

Når vores modsætninger mødes i opdragelsen af vores børn, bliver det sværere at være large overfor de ting vi ikke selv bryder os om. Før var det måske kært at han var sådan et rodehoved, men hun har ikke lyst til at børnene lærer at rod er acceptabelt. Og det rod der måske kunne håndteres af mor, da de kun var to, bliver en meget større byrde, når hun pludselig skal rydde op for tre.

Der er mere på spil, fordi vi ønsker at give vores børn det bedste med i livet – ubetinget det bedste. Så det der nogle gange sker er, at nyheden om første barn udløser en hel del diskussioner og argumentationer om hvordan ”man gør” og hvordan tingene bør være. Positivt set, er denne udfordring en fantastisk mulighed for at få ryddet op i de konflikter og vaner, der ikke er blevet luftet i parforholdet indtil nu. Men for nogle par bliver konflikterne større og ender som dødsstødet for selve parforholdet i stedet for at være et udviklingspotentiale.

Hvad stiller vi op over for den slags opdragelses-uenigheder?

Når vi står i den situation, at jeg er blevet uenig med min partner om, hvad vi skal i opdragelsen af vores barn, så kan det hjælpe at vende tilbage til udgangspunktet: Vi vil begge vores barn det bedste og vores egen personlige præferencer har både positive og negative sider, og derfor må vi respektfuldt forholde os til både for og i mod i hvert opdragelsesaspekt. Hvis fx far ønsker, at barnet skal lære at sove i sin egen seng og mor har det fint med, at den lille sover i dobbelt sengen. Så er sagen ikke afsluttet før både mors og fars visioner, ønsker og behov er blevet hørt og hver praktisk mulighed har fået en reel chance.

Når diskussionen bliver fastlåst

Situationen bliver derimod fastlåst hvis argumenterne for opdragelses-valgene bliver slået fast med et: ”For sådan er jeg opdraget, så sådan skal mine børn også opdrages”, eller et angreb: ”Hvorfor skal du være så besværlig? ” Hvis den ene part ikke er villig til at diskutere og forholde sig rationelt til for og imod, så kan situationen kun ende med en såret part og en anden part der ”får ret”, men hvor tilliden i parforholdet lider et knæk. Det eneste der MÅSKE kan løse situationen, er hvis den afviste part kan mønstre så mange kræfter, at vedkommende kan vise tålmodighed og forståelse for den der afviser diskussionen. Ikke at sagen bare skal slutte med et ”Nå ok, det forstår jeg godt, du ikke gider snakke mere om skat”. Men forstået på den måde, at der ofte ligge noget bagved, når mennesker afviser andre, og det finder man kun frem til gennem forståelse, åbenhed og aktiv lytning.

Roller i familien

Nogle mennesker har en lang erfaring med ikke at blive hørt reelt af andre og afviser dermed andres mening på forhånd. Nogle føler sig presset ind i en rolle, de ikke føler sig tilfredse i og føler derfor at alle samtaler afspejler sig i det: Fx at mor føler sig som ”husslaven” eller far føler sig gjort til ”den dovne” i familien. Ingen med respekt for sig selv kan leve med at få tildelt en sådan rolle – og så bliver diskussionen om opdragelsen rigtig svær at tage på en værdig måde, fordi der er noget bagved, der styrer samtalen.

Uden at ville det, og uden at vi ofte er klar over det, så udspiller vi alle roller i relationen til andre mennesker. Måske vi er ”den kvikke”, ”den omsorgsfulde”, ”den arrogante” eller ”den der aldrig laver fejl” i samværet med vores partner. Og familien har ro, når rollerne accepteres af alle i familien. Børn udlever på samme måde den rolle de har fået tildelt i familien: ”han er altid så sød”, ”hun er altid lidt vildt”, ”hun er meget tænksom” osv.  Og på samme måde, som vi forældre kan føle os til rette eller provokerede af den rolle vi tildeles i familien, så kan børn protestere eller acceptere og udleve den rolle, de får tildelt.

Hvis vi ikke rigtig føler os tilpasse med den rolle vi har fået tildelt i familien, så vil der opstå konflikter og diskussioner mellem far og mor (eller mellem forældrene og børnene). Og den eneste måde at sikre at man ikke ”ender” i en rolle, som man føler sig utilpas i er, at mærke efter i sig selv om tingene føles rigtigt:

  • Er det ok for mig, at han forventer at jeg tager oprydningen hver aften efter aftensmaden?
  • Er det ok for mig, at hun kalder mig lidt doven og stikker mig en skål chokolade foran fjernsynet?
  • Er det ok for mig, at han beslutter, hvilken bil og hvilket nyt kamera vi skal købe før ferien eller vil jeg også have indflydelse?
  • Er det ok for mig, at hun jævnligt opfordrer mig til at komme mere ud blandt andre?

Den slags spørgsmål afspejler de roller vi ubevidst sætter hinanden i, og vi må derfor konstant selv mærke efter, og måske sige fra, for ikke at ende i en rolle, som vi har det skidt med.

Roller og opdragelse

Så hvordan hænger vores roller sammen med opdragelsen af vores børn? I forhold til opdragelse udspiller vi også roller i familien. Som mor bliver jeg måske anset for den omsorgsfulde, som ikke skælder ud, eller som i hvert fald trøster, når far skælder ud. Som far bliver jeg måske set som ham, der arbejder mest og er mindst hjemme og derfor har mindre at skulle have sagt om opdragelsen af børnene. Men i de situationer må vi forsøge at overveje, om der er nogle tildelte roller, som vi ønsker ændret. Måske mor har følt sig nødsaget til at blive ”den omsorgsfulde”, fordi hun synes far er for streng. Så i stedet for at konfrontere far og finde nye løsninger sammen, så har mor måske valgt at blive ”den omsorgsfulde”, selvom hun i virkeligheden længes efter at give sig selv lov til at sige tydeligere fra i opdragelsen. Måske Far har taget mere overarbejde, fordi han ikke længere følte, at der er nok plads til ham derhjemme efter børnene er kommet til? Eller at far forsøger at udleve sin rolle som en ”god far” ved at arbejde meget og tjene gode penge til familien? Måske far i virkeligheden drømmer om mere tid med sine børn og få lov at danne sine egne meninger om hvordan børnene skulle opdrages? Uanset må de spørge sig selv og hinanden, om det de udlever faktisk er det de ønsker.

Når børnene har gavn af forældrenes forskelligheder

I virkeligheden er det ikke et problem at have forskellige tilgange til børnene i opdragelsen, så længe det ikke diskuteres hen over barnet. Børn lærer lettere at tilpasse sig til andre mennesker og situationer, hvis de bliver mødt af autentisk forældre, der står ved hvad de mener og er vigtigt for dem. En måde at give plads til forskellige tilgange i opdragelsen i praksis er, at den part der akut er i gang med at barnet, er den der har ansvaret for, hvad der skal ske. Det er så den anden forælders opgave at bakke beslutningen op her og nu eller måske forlade rummet, hvis det ikke helt passer vedkommende, (selvfølgelig med mindre situationen er skadelig eller ude af kontrol). Børn kan sagtens takle, at man godt må få en is, når far henter, men ikke når mor henter. Eller at mor har brug for stilhed om eftermiddagen og far opfordrer til larm og ballade. Så længe parterne indbyrdes kan bakke hinanden op her og nu – så kan sagen altid diskutere senere, når børnene fx er puttet.

Respekt for forskelle og praktiske løsninger

Man kan lidt retorisk spørge sig selv: Hvordan kan barnet lære at respektere sig selv og sine egne behov, hvis ikke det har set sine forældre gøre det? Derfor er det så vigtigt at respektere hinandens forskelligheder som far og mor. Selvfølgelig må vi gerne spørge ind, udfordre og aftale praktiske kompromiser, så længe begge parter føler sig set og hørt og ikke tildeles roller, der ikke passer personen. Og når alt kommer til alt, så er den bedste gave, vi kan give vores børn, ikke at vi er perfekte, men at vi finder værdige måder at håndtere det uperfekte på.

Og med det vil jeg ønsker jer alt godt i opdragelsen af jeres børn!

Du kan se flere emner om opdragelse på min hjemmeside: www.trivselifamilien.dk – her finder du også kontaktoplysninger – hvis du har lyst til en snak om JERES diskussioner og uenigheder om opdragelsen.

Share