Linda Stæhr/ november 17, 2014/ Blog, Familie, Parforhold, Tidsprioritering

Mere nærhed i familierne NU!

Hvad skal der til for at skabe mulighed for større #nærhed i #familierne end i dag? Denne blog giver et personligt blik på denne omdiskuterede problemstilling.

For tiden bliver der råbt meget i medierne og på Politikken.dk i særdeleshed om, hvordan børnefamilierne har det; hvad de må døje, tåle og acceptere inden for de nuværende rammer, love og ordninger.

Fx at småbørnsforældre er den gruppe, der har de længste arbejdsdage, og at de kun har 1 max 2 dage til syge børn… også selvom børnesygdomme sjældent kan begrænses til det tidsrum. Bedsteforældre er blevet angrebet og forsvaret, og der er blevet talt om klynk, berettiget kritik og kastet med sten fra alle sider af lejren.

Men hvad er det egentligt børnefamilierne mangler? Tid? Jovist, men hvad skal vi stille op med mere tid? Selvfølgelig vil vi gerne have mere alene-tid, tid til det praktiske, tid til at se vennerne, træne osv.

Men dybest inden i de fleste forældre, så er den tid der mangler mest: Tid til nærhed! Og ikke kun når børnene er syge, men tid til nærhed i hverdagen… til de små og store øjeblikke sammen, som er så uundværlige for tillidsrelationer og børnenes generelle trivsel og udvikling.

Nærhed opstår, når vi dele noget med hinanden: En oplevelse, en tanke, noget sjovt, noget træls, noget vi ser/føler/hører/lugter osv. Det er derfor små børn elsker at sidde og kigge bog med mor og far, eller kaste pandekager rundt i huset SAMMEN med mor og far, fordi man DELER en oplevelse OG DET SKABER NÆRHED.

Og det er derfor børn ikke oplever mor og far som nærværende med næsen i IPad ‘en mens de spiser… Den delte oplevelse af måltidet eller snakken eller bare det at sidde sammen og være trætte sammen bliver forstyrret af ting udefra. Men alt i alt kræver nærhed TID. Afsat tid, fokuseret tid, jeg-gider-dig-tid.

Og her kommer lige et surt opstød: Som inkarneret pædagog gennem mange år har jeg lige en lille sang til politikerne, der definerer pasningsområdets rammer og muligheder: Få nu fingeren ud! Danmark udliciterer børnene som ingen andre til pasning i dagtilbud, skole og SFO. Og dog er der INGEN der virkelig tør tage fat og undersøge: HVAD INSTITUTIONERNE EGENTLIG har brug for, for at ”skabe gode samfundsborgere” – og hvordan institutionerne får bedre tid til nærhed i hverdagen!

For er det ikke det børnene er blevet reduceret til i dag: ”Fremtidige samfundsborgere”?

Det er derfor de skal måles og vejes og skolelærerene skal skældes så meget ud, og forældrene også, for det er altid nogens skyld. Så nu tager jeg bladet fra munden og skyder opad igen. Politikerne, samfundet, kommunerne, fagforeningerne… Det er her rammerne skal lægges: Plads til at tage sig af syge børn, fred og støtte til at gå på deltid, 30 måske kun 20 timer med helt små børn (ville det ikke afbøde LIDT for den større ledighed i fremtiden?), og sidst men ikke mindst: MOD til at sætte BØRNENE først. Altså ikke deres fremtidige evner eller fremtidige gevinst eller belastning for samfundets økonomi – bare børnene. Fordi børn HAR værdi OGSÅ når de er små og IKKE kun fordi mor og far siger det!

Så hvad er drømmescenariet? Lad os drømme lidt:

  • Økonomisk råderum for børnefamilierne til at trække stikket delvist ud i småbørnsårene.
  • Opbakning fra arbejdsmarkedet til det samme (til både mor og far).
  • Optimering af nærværet og kerneydelsen i institutionerne (dette kræver et udgifts-tjek, et normerings-tjek, og at der følges op på al den forskning, der siger, at vi er galt på den!).
  • Generel social accept af, at forældre sjældent er ugeblads-perfekte og indimellem bare har hovedet under armen nogle dage.

Så tilbage til nærhed:

Kære småbørnsforældre: Hold ud og sæt forventningerne lidt ned: I har stort set ikke bedre rammer end andre, selvom I har små børn, hverken tidsmæssigt eller karriere mæssigt.

Og forventningerne til jeres indsats og stimulering af børnenes trivsel og udvikling er BENHÅRDE i dette videnssamfund.

Sig fra (normer, samfund, forventninger), og find jeres egen vej! OG frem for alt: Sæt jer som forældre og find ud af SAMMEN, hvad I vil leve op til, og hvad I kan skrue ned for.Vejen er fremad og målet er større nærvær og trivsel i familien.

Held og lykke.

2014-11-13 af Linda Stæhr – Trivsel i familien.dk

Ps. meld dig gerne på nyhedsbrevet, for at følge Trivsel i familien direkte.

Share
Share this Post