Linda Stæhr/ oktober 6, 2015/ Brevkasse, Køn og identitet

Hej. Jeg har skrevet til dig for noget tid siden på baby.dk omkring min datter på 4 som gerne vil være en dreng. Min datter trives og er en glad pige med fuld fart på. Men nu har det stået på meget længe. I sommerferien kom der lidt en dæmper på, hvis det kan siges sådan, og vi hørte ikke meget om at hun ville være dreng. Derfor tænkte vi faktisk at fasen var ovre, og det var det. Men fasen er langt fra ovre. Og jeg tror mere og mere, at det ikke er en fase. Vi har store kampe med hende omkring tøjet. Hun har jo selvfølgelig meget af sit tøj i pigefarver, og hun nægter at have det på. Jeg er nået til et punkt, hvor jeg tager imod brugt drenge tøj fra en nær venindes søn, og ikke køber pige tøj mere. Hun spørger ofte om hun ikke må få klippet sit hår som morfar (der stort set er skaldet) , og hun vil ikke have noget som helst pigelegetøj. Hun siger dagligt hun er en dreng, og hun vil gerne have en tissemand. Hun har sågar prøvet og “lave” en tissemand ud af sit modellervoks og proppet det i bukserne.. Hun havde næsten julelys i øjnene da hun stod med den klump modellervoks i bukserne… Fx hvis hun så har fået en jakke som ikke skriger dreng, men som er en drengejakke, så skal hun alligevel overtales til og have den på, hun er meget opsat på at det helst skal se drenget ud (blå eller mørkegrøn og gerne med drenget print på) .

Jeg fornemmer det handler om at andre skal vide at hun ER en dreng og at folk ikke må være i tvivl om hun er en dreng (hvis du forstår hvad jeg mener) . Hun siger stolt og skal lige pointere i børnehaven når hun kommer med drengebukser på om morgenen, at “se jeg har drengebukser på idag” . Er vi sammen med jævnaldrende drengebørn, så lokker hun dem til at få lov og prøve deres tøj, og derefter spørger hun om hun må få det eller låne det med hjem.

Jeg vil gerne støtte hende og være forstående, men jeg er bare i tvivl om hvordan jeg skal bære mig ad. Skal jeg bare acceptere og lade hende vælge sit tøj og sko og hvad der ellers er, og så bare lade den ligge der indtil videre, eller skal jeg inddrage nogen? Pædagoger i børnehaven eller andre? Og med hvilket formål så, at de accepterer hende som en dreng hvis der opstår situationer hvor det kan være et problem/nødvendigt , eller eller? Vi ved ikke helt hvilket ben vi skal stå på, og når vi spørger hende omkring det, så er svaret bare at hun vil være en dreng, nej, svaret er at hun ER en dreng …

Vi har spekuleret på om det kan bunde i om hun føler sig “udenfor” blandt pigerne i børnehaven, forstået på den måde at hun er en drengepige som ikke leger med dukker og alt det andet de fleste piger i børnehaven leger med, hun kan måske ikke sætte sig ind i deres “verden” og når hun jo som hun godt ved hun er, er en pige, så bliver hun måske i tvivl om hun egentlig ER en pige, for hun kan ikke forstå pigerne? Men forstå drengene og leger med drengene? Men børnehave pædagogerne har ikke observeret at hun skulle føle sig udenfor og de synes ikke det virker som tilfældet… Og derudover er de ikke bekymrede, vi tror at de egentlig bare har accepteret at sådan er hun bare, og så bliver der ikke tænkt mere over det… Skal vi bare gøre ligesådan?? Det blev langt og måske også lidt indviklet.. Men håber du måske har nogle gode råd.

Kære mor

Jeg kan godt forstå at din datters store fokusering på alt, der er drenget, får dig til at bekymre dig og være i tvivl om retningen for jeres opdragelse. Selvfølgelig vil du gerne støtte din datter, men du er bange for at støtte en uheldig udvikling – sådan hører jeg det.

Køn og identitet hos børn hænger nøje sammen, og det lyder til at dette er omdrejningspunktet i dine overvejelser. Eftersom hun fortsat råber på at blive anerkendt som dreng, så skal vi nok betragte dette som mere end bare en fase (som du også selv skrev tidligere). Spørgsmålet er så bare… Hvad stiller I op overfor det.

Læs evt. denne artikel om forventninger til små børn og køn.

Jeg går ud fra at du har afprøvet mine tidligere råd om at tage en lang snak med hende om køn; og at du evt. har talt med en børnepsykolog om der kunne ligge andet bag. Jeg går også ud fra, at dette ikke har givet væsentligt svar og derfor vil resten af mit svar forholde sig til din datters identitets udvikling mod enten dreng eller pige.

Kønssocialisering (altså det at socialisere/præge ens barn i retning af en pige eller en dreng) er en naturlig og vigtig drift, som forældre intuitivt følger og skal følge. Kønssocialisering handler om, at barnet finder en ro i den identitet han eller hun har, og træder ind i denne rolle, for at kunne afprøve og udforske denne til fulde. Det handler altså om at finde en stor del af sin identitet. Men lige i dette tilfælde har du en datter, som insisterer på at have en anden identitet end den åbenlyst givne… hun HAR allerede fundet en identitet i at være dreng – også selvom dette stadig kan være en midlertidig opfattelse. Som du selv beskriver det, så er dette ikke bare en undersøgelse af kønnene længere. Hun ønsker at være en dreng; og hun insisterer på at se sig selv som dreng. Så dermed er den største modstand, hun møder hendes mors og fars tvivl og bekymring.

Koden for mig ligger i at acceptere hendes ide for nu… om ikke andet, så for at undgå at presse hende til “være endnu mere dreng” bare for at overbevise sine forældre. Du ønsker virkelig at støtte din datter… Så støt hende ved at acceptere hendes ønsker og behov i denne retning. Men samtidig vil jeg råde dig til at lade retorikken omkring det være, at hun er født som en pige (fordi hun har en tissekone osv.) men at hun kan vælge at være lige så meget dreng, som hun ønsker… og hvis hun en dag hellere vil være en pige igen, så kan hun gøre det, som hun vil. For I elsker hende præcist som hun er! På den måde får du formidlet jeres ubetingede støtte og kærlighed og hendes tydelige valgfrihed i udvikling af egen identitet.

En anden grund til dette råd er at undgå, at hun skal føle sig misbilliget og gjort forkert af sine forældre på daglig basis. Den største risiko i denne sammenhæng er ikke, at hun vokser op og vælger at blive en mand (hvis det skulle komme dertil) men snarere, at hun mister tiltroen til sig selv og til sine allernærmeste. Og siden den vej I går nu ikke fungerer for nogen af jer (med halvt at acceptere hendes ønsker dog med protest i hjertet), synes jeg hellere I skal gå ”all in” og fuldt ud acceptere hende som hun er.

Nogle gange kan det faktisk være meget godt for tankeeksperimentets skyld at næsten overdrive en tilstand, for at se om den holder. Hvad ville der fx ske, hvis det var JER der insisterede på, at hun er en dreng… OG HER SKAL I LIGE FØLE JER FREM FØRST. Men tanken er: Mister ideen sin betydning, hvis I er dem, der insisterer snarere end hende?! Mister tanken om at være dreng sin interesse, hvis der ikke er noget at kæmpe for længere? Hvis denne udfordring passer til jer og giver mening i situationen, synes jeg I skal kaste jer ud i den. Nogle gange må vi forældre gå alternative veje, for at få indsigt.

Med alt dette vil jeg ønske jer alt det bedste.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver v. Trivsel i familien

 

Share
Share this Post