Jeg fik simpelthen nok og sagde fra

Linda Stæhr/ juli 12, 2016/ Blog, Hverdag og rutiner, Opdragelse, Pædagogik, Tandbørstning, Tidsprioritering

I morges, da jeg skulle aflevere den yngste, så græd og protesterede han i en halv time!

David, som han hedder, ville ikke have tøj på derhjemme – og jeg måtte løfte hans store 2,5- årige krop op på puslebordet og pjatte med ham indtil tøjet kom på og tænderne blev børstet. Han ville ikke vaske hænder, så jeg måtte gøre det for ham. Han ville ikke ud i cykeltraileren, selvom jeg lokkede og bossede. Så til sidst sagde jeg, at nu ville JEG i hvert fald afsted – og så kom han med. Men da vi udenfor vuggestuen skulle gå 15 meter hen ad fliserne, så gad han igen ikke og ville løftes i stedet:

Mig ikke gå mere” insisterede han.

Jeg nægtede at løfte ham – nu var det altså nok. Inde i mit hoved overvejede jeg sagen: Skal ALT være til forhandling derhjemme? Skal han have lov til at nægte ALT jeg siger? Skal jeg bare rette ind eller spille fandango ved hvert lille fucking (undskyld) skridt ad vejen? NEJ! Jeg kunne mærke vreden og vidste den ville have mig til at ændre situationen. Jeg overvejede, om jeg havde tid og overskud til at tage kampen – og det havde jeg heldigvis. Fra det sekund satte jeg mig et mål. Denne gang ville jeg ikke give mig... Jeg kunne have fjollet, lokket, leget og pjattet ham 1 meter ad gangen hen ad fliserne og brugt 20 min på det, for så til sidst at give op og løfte ham alligevel! Det var jeg ikke længere villig til!

Min vrede blev til beslutsomhed og beslutsomheden gjorde mig rolig og tilfreds. Jeg havde valgt hvad JEG var villig til, og jeg var KLAR til at bruge den tid, der var nødvendig.

I virkeligheden har jeg nok været lidt for pylret om ham længe. Han er min ”yngste lille skat” og den sidste skat jeg får. Og bl.a. derfor har jeg tilladt mig at være mindre tydelig og stået mindre ved det jeg har krævet af ham indtil nu. Tidspres og træthed har været min evige undskyldning. Ofte ”glider jeg af” og lader ham bestemme mere, end hvad godt er. Men børn bliver jo utrygge af ikke at vide om forældrene mener det de siger. På David kunne jeg mærke en begyndende klynke-tilstand og omklamring, som ikke signalerede tryghed og hygge, tværtimod – han manglede lederskab fra min side af. Han manglede at mærke, at han kunne stole på mig og det jeg sagde.

Som 2,5 –årig er det naturligt, at han afprøver sin vilje op imod min.

Nogle kalder det ”Trodsalder” – jeg kalder det ”Nåååå, der er andre end MIG der bestemmer” – fasen. Og det summerer meget godt op de ting der sker i Davids hoved i denne tid.

Da jeg sad der i døren til vuggestuen og ventede og ventede, mens han hulkende stod og protesterede på græsplænen udenfor, så tænke jeg, at det faktisk var en god oplevelse. Jeg smilede opmuntrende til ham, heppede på ham, og pjattede med storesøster imens. Indimellem skulle han have et kram – for det er hårdt at være så sur på mor. Men ellers fik han bare god tid.
Jeg mødte også mange flinke mennesker her til morgen. Nogle var bekymrede forældre, der ved første glimt troede han var en fortabt glemt dreng – selv da de så mig. Andre smilede forstående. Nogle var totalt ligeglade. Og til sidst kom hende den søde pædagog ud og skulle lige høre om jeg havde brug for hjælp. ”Nej tak” svarede, jeg, ”Men hvor var det sødt af dig at spørge!

Som familierådgiver oplever jeg, at forældre typisk reagerer på en af følgende to måder ved den slags konflikter med deres børn:

  • Den ene, hvor moren/faren, er afklaret, fattet og VED, at hun hjælper barnet til at lære og finde ro i, hvem der bestemmer i familien. En nødvendig læring, hvis barnet ikke skal brug al sin tid på at afprøve, hvem der bestemmer derhjemme - som min David var begyndt på.
  • Den anden, hvor moren/faren er frustreret (vred, fortvivlet, ulykkelig eller forurettet) over sit lille barns måde at handle på eller på sin egen uformåen.

Når JEG stå i den slags situationer finder jeg ro i følgende ting:

  1. At jeg VED min søn elsker mig (også selv om det ikke altid mærkes), og endnu vigtigere, at jeg VED jeg elsker ham – det kan ingen af disse konflikter ændre på.
  2. At jeg FØR episoden mærkede efter, om jeg havde tid og overskud til at tage konflikten med ham, så jeg kunne give ham kram og kærlighed undervejs – og det havde jeg.
  3. At jeg vurderede mig sikker på, at han faktisk prøvede min vilje af og det ikke var træthed, sult, ængstelse eller tilsvarende, der gjorde, at han syntes, han ikke kunne gå selv i morges.
  4. At jeg undervejs var BEVIDST om, hvad jeg ønskede at opnå med IKKE at løfte ham rundt, som han gerne ville, nemlig: At hvis jeg behandler ham som en baby – så opfører han sig som en baby. Og hvis jeg giver mig hver gang, jeg egentligt HAR sagt nej, så lærer han, at mine ord er uden betydning og han ikke behøver høre efter, hvad jeg siger. (Selvfølgelig med mindre han har det skidt eller er for træt, så giver jeg mig gerne). At udsætte egne behov og tilpasse sig til andre (indenfor rimelighedens grænser) er nødvendigt for at lære at kunne samarbejde.
  5. At jeg EFTER episoden kunne se, at han hurtigt kom i leg igen, og opsøgte mig som normalt. Hvis han var klynkende, klæbende eller ikke ville se mig i øjnene (når konflikten var helt ovre), så havde tilliden lidt et knæk, snarere end den var blevet stærkere. Og i dette tilfælde satte David sig med en tromme og trommede med mig og smilede og legede, og der var ingen gråd da jeg gik. Så jeg tolkede, at han havde lært at jeg stod fast, og at det egentligt var trygt.
  6. At jeg havde pædagogernes støtte, min mands støtte og min families støtte. Uden disse er det svært at stå fast. Uden støtte føles det som en ensom kamp at opdrage sit barn.

Historien endte med at jeg IKKE løftede David ind i vuggestuen, at han havde brug for at have mig i hånden for at komme ind til de andre, og havde brug for et kram da vi sad på stuen. Men efter kort tid legede han og havde det fint, da jeg gik.

Min erfaring siger mig (både som pædagog og som mor), at når jeg står fast på noget den første dag, så tager det op til tre kvarter. Næste dag, jeg står fast igen, tager det højst et kvarter og tredje dag har barnet som regel lært "reglen".

Jeg glæder mig til at aflevere i morgen – fordi jeg VED, at jeg har været tydelig i dag, og at det nytter. Jeg ved, at jeg skal HOLDE FAST på beslutningen fremover – og at det vil blive nemmere og hyggeligere for min søn og mig fremover, hvis jeg holder fast.

Har denne historie rørt dig eller rørt noget i dig? Er du uenig, har spørgsmål eller kommentarer, så er du velkommen til at skrive til mig på trivselifamilien(a)gmail.com – jeg glæder mig til at høre fra dig.

Venlig hilsen
Mor (med stort M) og Familierådgiver Linda Stæhr

Ps. du kan læse mere om Opdragelse, lige her, læse om børns vrede her, og læse om at vende en fastlåst konflikt til noget bedre lige her. God fornøjelse.

Share