“Hjælp, hvad skal jeg gøre?!”

Har du prøvet ikke at ane hvad du skulle stille op med dit barns eller familiens udfordringer? Den fornemmelse af, at du har gjort alt, hvad du kan komme på, men aftensmaden er stadig et kaos, eller barnet vil stadig ikke sove, eller den yngste laver stadig lige meget ballade, uanset hvad du gør: ”Hjælp, hvad skal jeg gøre?!” Klik dig igennem 3 hurtige svar lige herunder på slidet eller læs artiklen længere nede.

Ønsker du hjælp til hvad DU kan gøre for at løse små og store familieudfordringer?

"Hjælp hvad skal jeg gøre" tænker du, men der er hjælp at hente... se mere herunder.

Ring til mig!
Få svar hurtigst muligt: Ring på 28 58 77 98, hvis du har et spørgsmål. De første 10 min. er altid gratis. Læs mere her.
Få besøg af mig!
Vil du have sikkerhed for at I er på rette vej eller finde nye løsninger? Jeg kommer gerne forbi og ser på familiens muligheder og udfordringer. Læs mere her.
Webinarer
Lyst til at få større frihed og sikkerhed i rollen som opdrager og få ny viden sammen med andre? Læs mere her...
Skriv til mig - gratis!
På baby.dk kan du gratis stille spørsmål i min brevkasse.

Link til baby.dk's side

”Hjælp - Hvad skal jeg gøre?!”

Jeg har samlet nogle eksempler på, hvad forældre har spurgt mig om i tidens løb, når de ikke har anet deres levende råd om, hvad de skulle gøre med familiens situation:

  • Når man efter et kvarter eller mere har bevaret roen, anerkendt, forklaret med få ord osv. osv. og man stadig ikke kan få solcremen på, tøjet på eller få børstet tænder....hvad foreslår du så man gør!?
  • Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om det er en normal reaktion, eller om det er en senfølge af at hun er præmatur? Samt hvad vi kan gøre og om hun bare skal lære det på den ’hårde’ måde?
  • Det sker jo ofte, når hun får et nej og især når en leg skal slutte. Det er så opslidende... Hvordan skal jeg håndtere disse konflikter????
  • Jeg prøver virkelig bare at være der og være i børnehøjde men hun virker ikke til at nå… Hvad gør jeg forkert? ”
  • Jeg har smidt Ipad’en fra ham for at vise, at det ikke er rigtigt, hvad han gør... Ved ikke hvad jeg skal gøre hjælppp!
  • Vi er ved at være desperate... Hvordan skaber vi et godt soveritual for hende og undgår, at hun vågner midt om natten og mister dyrebar søvn?
  • Vi har prøvet den med at ligge ham ned og sige godnat hver gang han rejser sig op, men det resultere altid i, at han smider sig rundt i sin seng… og skriger så meget, at han bliver helt hæs og er lige ved at kaste op af det... Hvad kan vi gøre anderledes så vores dag ikke altid skal slutte på den her måde?

Eksemplerne er fra forældre der alle har tænkt: ”Hjælp, hvad skal jeg gøre?!” De valgte at skrive til mig på baby.dk (som er et gratis tilbud om brevkasse rådgivning) med deres frustrationer, deres ønsker men mest af alt deres afmagt med, hvad de skulle stille op, når tingene ikke ville lykkes derhjemme.

Der er flere vigtige points at undersøge, hvis du ikke ved, hvad du skal gøre i opdragelsen og familielivet – der er tre vigtige vinkler til at finde løsninger gennem:

  1. Følg din intuition
  2. Lad dig inspirere af andre
  3. Lad dine værdier guide dig til en løsning (se pdf)

1. Følg din intuition

Det vigtigste råd jeg giver forældre igen og igen er, at de skal lytte mere til, hvad de selv mærker/føler er rigtigt.

Der findes et hav af viden og meninger derude, men kun din egen fornemmelse af dit barn og din familie kan guide dig til at vælge den ’rigtige’ tilgang for jer.

Normer som: ”Sådan gør man” eller ”sådan er børn” står ofte i vejen for at se tingene klart og med egne øjne. Der findes rigtig mange Metoder til det gode liv: ”Sådan får du lettest dit barn til at sove”, ”Sådan kommer dit barn til at elske grøntsager” og ”10 ting du ALDRIG må gøre overfor dit barn” osv. Al den viden og alle de meninger kan let larme så meget i dine tanker, at du ikke kan høre din egen indre stemme for, hvad der skal til.

For at få ro til at tænke og mærke efter, kan du stille dig selv følgende spørgsmål:

  • ”Hvad BØR jeg gøre?” – Bør jeg virkelig det?
  • ”Hvad siger ANDRE jeg skal gøre?” - Passer det til mig, mit barn og vores familieliv?
  • ”Hvad PLEJER man gøre i sådan en situation? ” – Og føles det rigtigt for mig?

Hvis ”man” og ”bør” og ”plejer” viser sig at være brugbare, så tag dem ind og brug dem. Men hvis ikke, så er du i din fulde ret til at smide dem over højre skulder og vælge din egen vej. Det er DIT barn, det er DIT familieliv og det skal passe til JERES FAMILIE.

Læs mere om forældres mavefornemmelse her.

2. Lad dig inspirere af andre

Blinde vinkler

Alle forældre gør deres bedste og ALLE forældre bliver blinde overfor familiesituationen indimellem. Vi er med andre ord så opslugte af vores egen oplevelse af familielivet, at det bliver svært at finde nye ideer og tænke rationelt omkring det. Bl.a. fordi børnene går ind og rører ved en helt masse følelser i os – genkender du det?

Nye vinkler

Så SAMTIDIG med, at du holder fast i din egen mavefornemmelse for tingene, så kan det være hensigtsmæssigt, at du invitere andres synsvinkel/viden og erfaringer ind, som INSPIRATION: ”Har du prøvet at…” eller ”Når jeg ser jer sammen, så tænker jeg, du måske kunne…” Nogle gange er de mennesker, der kender os allerbedst, de bedste til at se vores egne blinde vinkler.

Når følelserne kommer i klemme

Det er OK at have brug for hjælp til at se tingene på nye måder. Du mister ikke points som forælder, hvis du ikke kan klare det hele selv – Tværtimod. Du KAN ikke være objektiv og se tingene helt nuanceret, når det handler om dit barn og dem der er tættest på dig, for følelserne kommer i klemme. Men det er en god ting! For det vidner kun om, at du er engageret og din familie betyder noget for dig! Så meget desto større grund til at byde andres synsvinkler ind, og se om DER er noget du kan bruge.

Husk desuden at være et godt forbillede: Hvis du ønsker, at dit barn skal lære at turde spørge om hjælp – så skal du også selv kunne opsøge det.

3. Lad dine værdier guide dig til en løsning

Har du prøvet at få lavet en værdi-afklaring af dit familieliv? Altså: Hvad er egentligt det vigtigste for dig at fokusere på og give dine børn med i livet? Det er ofte en øjenåbner, der både giver ro, klarhed og retning i opdragelsen og familielivet.

At kende dine og din (evt.) partners fælles værdier skaber desuden en meget stærk følelse af fællesskab om opdragelsen – fordi I begge VED at I arbejder efter samme mål. Med andre ord får du meget større styring med, hvad du egentligt går og laver, når du opdrager dit barn – når du ved HVORFOR du gør det (altså dine værdier). Du kan downloade dette gratis arbejdsark og undersøge din families værdier eller læse MINE erfaringer med at lade værdierne guide MIT familieliv herunder.

 Min historie med værdien ’hygge’

I mit familieliv (med to små børn) fandt jeg på et tidspunkt ud af, at min højeste værdi er: HYGGE! Hvis mine børn lærer at skabe hygge, give plads til andres hygge og selv kan hygge sig i samværet med andre, så har jeg givet dem noget meget værdifuldt med i verden. Jeg kender ikke noget mere fantastisk end en familie, der formår at hygge sig: Der er ro, kærlighed, tid, plads til fejl, sjov omsorg osv. Det er noget af det min værdi med HYGGE handler om. Og når jeg VED, at dette er min højeste værdi for mit familieliv, så bliver det lettere fx at håndtere aftensmaden:

Jeg overvejede: ”Skal jeg sidde og bisse over, om der bliver spist nok grøntsager, eller er måltidet et tilbud om mad mens vi HYGGER os?!” For mig blev svaret pludseligt enkelt og der faldt en helt anden ro over vores måltider (og begge børn spiser godt og får det de skal have). Selv mens børnene var helt små, skulle mades og konstant forstyrrede roen om bordet; så var min mands og mit fokus hele tiden på:

At lede efter og fokusere på de små øjeblikke med HYGGE.

På den måde fik børnenes små unoder ikke nær så meget opmærksomhed, som de ’gode ting’ ved bordet: Fx når min datter lagde hovedet ind til mig midt mellem sovs og kartofler, så udbrød jeg: ”Nååå hvor er det hyggeligt, du lige giver mig et knus”. På den måde vælger JEG, hvad der får lov at ’fylde’ mest ved middagsbordet. Der hvor hun spilder vand? Eller der hvor hun giver et knus?

Og da hun kort efter spildte et krus vand, så smed vi to klude på og fortsatte måltidet at vende tilbage til mere hyggelige ting om bordet (fx at vi kan snakke sammen, at vi holder i hånd, at vi smiler). Det jeg giver mest opmærksomhed får jeg mere af. Og hygge har reddet mange opdragelses situationer i mit familieliv.

Hvad guides du af i familielivet?

Hvad er DINE vigtigste værdier, der kan guide dig? Hvad ønsker DU at lære dine børn som tilgange til livet? Følg linket herunder for at hente et gratis arbejdsark du kan printe og udfylde (gerne i samarbejde med din partner), for at finde frem til JERES families værdier.

Når du VED hvad der er vigtigst at fokusere på i dit familieliv, så løser udfordringerne sig nogle gange helt af sig selv… hvis ikke, vil jeg rigtig gerne hjælpe dig videre, du er velkommen til at ringe til mig på 28 58 77 98. De første 10 min. er gratis.

Grundlæggende om opdragelse
Læs her, hvis du vil have den korte version af hvad opdragelse handler om.
Søvn og putteritualer
Har du spørgsmål og udfordres omkring dit barns søvn og putning, læs mere her...
Hvorfor skal børn være så besværlige?
Her er forklaringen - eller en af dem... læs med.
Førstehjælp til provokerende børn
Men hvad GØR jeg så for at løse problemerne... se med her.
Share