Linda Stæhr/ januar 21, 2015/ Blog, Familie, Hverdag og rutiner, Mor rollen, Tidsprioritering

Hvordan er man en god forælder? Dette blogindlæg udfordrer tanken om at finde “den rigtige måde” og snarere vælge en bevidst tilgang til forældreskabet, man selv udformer.

Vi har ofte en tendens til at skulle være fuldtids super forældre, der altid gør alting rigtigt. Den rette opdragelse, det rette hjem for børnene, de rette fritidsaktiviteter, det rette parforhold – det rigtige liv. Selv hvis man bevidst modarbejder “perfekthedsbølgen”, er der stadig brug for at forholde sig bevidst til livet og samværet i familien – for at give plads til glæden, hyggen og det positive samvær med børnene.

Jeg er den type, der for længst har droppet at have et moderne hjem. Jeg har en vis stolthed i at have et hjem fyldt med genbrugte møbler og mange stilarter (læs mellem linjerne ”et rodet hjem”); fordi vi har valgt tid til samvær over indkomst og ydre rammer. Al ære og respekt til de som magter begge dele, det gør vi ikke. Samtidig går jeg ikke til fritids aktiviteter med ungerne før de bliver mindst 3 eller 4 år gamle, fordi jeg prioriterer det nære mellem mig og dem over al anden stimulering i den aldersgruppe.

En bevidst tilgang, som jeg har valgt til vores familieliv er fx i situationen, når børnene halvskranter og snottet laver motorveje ud af næsen. Så krammer jeg mine børn ekstra meget og giver mig god tid til bare at hygge og putte inden døre med dem. I den situation dropper vi de fleste aftaler og kommer hurtigt hjem fra arbejde og sikrer dem ekstra ro og hjælp til at sove længe, når de skranter. For jeg tror fuldt og fast på, at den menneskelige fysik er i stand til at redde de fleste problemstillinger selv via tid, søvn, nærhed, kropskontakt og glæde.

Vi må forsøge at være bevidste om vores liv med vores børn, og vi må forsøge at være bevidste rollemodeller for vores børn. Alt hvad vi gør og giver udtryk for i vores tilgang til livet, suger ungerne til sig på godt og ondt. Fx vores egen stræben efter det perfekte. Tænk hvor mange nederlag mine børn ville få, hvis de lærer af mig, at man altid skal stræbe efter det perfekte. Så hellere lære dem at sætte relevante mål og søge hjælp, når tingene bliver for svære. Så når jeg møder for meget modstand og triller en tåre, så lærer min datter, at sådan må man godt føle det nogle gange. Og når jeg så er blevet trøstet lidt (af min mand – for det er ikke børnenes ansvar), så rejser jeg mig igen og handler mig til en løsning. Hvilket er en mindst lige så vigtig læring.

For mig at se er gode forældre ikke perfekte forældre men derimod bevidste forældre. Jeg kan godt komme til at råbe af mine unger i affekt, når jeg er for udmattet til at være diplomatisk – men jeg anerkender mit ansvar og siger undskyld. Og jeg kan også lade min datter se tegnefilm 1,5 time fredag eftermiddag, men så er det et bevidst valg, fordi alle er for trætte til noget som helst andet efter en lang uge. Vi kan godt være gode forældre, selvom vi indimellem er utilstrækkelige. Det der gør os til ”gode forældre” er, at vi forsøger at være så bevidste som muligt om rammerne for vores familieliv: At vi ærligt vurderer, hvad vi med vores handlinger og samvær bevidst og ubevidst fylder på vores børn – og så regulerer vores samvær efter vores værdier.

Det er ikke en urimelig stor opgave. Det er en prioritering, at vi bevidst vælger til og fra, hvad vi giver vores børn med i livet. Denne prioritering kan udrette så meget godt for os selv og vores børn i det lange løb.

Jeg har som pædagog mødt mange forældre, som undskylder sig selv, accepterer lange arbejdsdage, stresser for at opnå de rette stimulerende forhold for deres børn osv. Men mange gør det i et blindt forsøg på at gøre “det rigtige”, snarere end at VÆLGE det rigtige ud fra deres egne værdier.

Det er interessant hvor meget vi værdsætter og prioriterer strategi møder og planlægningsmøder på vores arbejdspladser. Men når det omhandler det vigtigste i vores liv, altså vores børn, så handler vi mest på gefühl, vaner, egen opdragelse eller endda afmagt. Sådan bør det ikke være. Vi bør hellere vælge det liv vi vil leve, forholde os aktivt til de muligheder og rammer vi har fået og øve at være bevidste rollemodeller. På den måde skaber vi gode betingelser for os selv, vores forældreskab og dermed vores børns fremtid.

Share
Share this Post