Mor er glad for mig! Eller er hun?

Linda Stæhr/ april 5, 2017/ Blog, Familie, Opdragelse, Pædagogik

Der er noget, som vi let overser i dagligdagens travlhed, nemlig at: [Mor og far er glad for mig] og at [jeg er elsket] ikke bare følges naturligt ad i vores børns hoveder. Lad mig forklare…

Der er desværre en del børn, der vokser op med en grundfornemmelse af, at mor og far ikke helt kan lide dem – eller måske endda kun [holder mig ud], trods det, at forældrene elsker dem. Lad mig forklare hvordan:

What is love?

Kærligheden er den lim, der naturligt binder os sammen fra fødslen af. Men kærlighed forhindrer hverken forældre i at råbe ad deres børn, eller børn i at ignorere alt forældrene siger. Kærligheden gør, at vi VED, hvor vi hører til, at vi VED, at vi har hinanden – men ikke NØDVENDIGVIS, at vi kan lide hinanden. Tænk bare på hvor mange parforhold, der går i stykker, fordi kærligheden ender som skuffelse og kommer til udtryk på bitre, mistroiske eller uvenlige måder.

Nogle gange udtrykker vi forældre det modsatte af kærlighed – uden at ville det

På samme måde kan der opstå en jargon i familien, som ikke er venlig og anerkendende, selvom der er kærlighed. Et lille barn er enormt lydhør overfor forældres små udtryk, lyde, bevægelser og ord, der viser irritation, utålmodighed eller måske endda afsky. Et barn, der oplever for meget af den slags, vil konkludere: ”Jeg er en irriterende og ubehagelig person, for sådan behandler de mig, så sådan må jeg også være”. Det barn, der er blevet et irritationsmoment i familien, vil fortsat spille denne rolle (som irriterende) overfor alle andre. På den måde bliver det en selvforstærkende og selvbekræftende ond cirkel, der skal brydes – det lille barns selvværd vil på sigt lide skade.

Hvordan kan man se, hvis barnet ikke føler sig vellidt?

Skrantende selvværd ser jeg bl.a. på manglende øjenkontakt, den måde barnet vrænger af alt mor/far siger eller modsat ved at barnet klynger sig til mor og far og forsøger at indsmigre sig for måske være dygtig i stedet for vellidt. Jeg har også oplevet det, som mor til mit første barn ovenpå en traumatisk fødsel: Jeg havde svært ved at holde af mit barn – og hun reagerede på det ved at være ængstelig og krævende.

Jeg SKAL da være glad for mit barn – det er man da, ikke?

Se, det er umuligt at være glade for sine børn døgnet rundt. Det er heller ikke meningen. Og visse livsomstændigheder kan presse os og gøre det svært at have glæde over hinanden i familien i perioder. Det vigtige er den GRUNDFORTÆLLING, der skabes i mit barn, når jeg er sammen med det (fx ”Mor er glad for mig – jeg er dejlig!”). Læs evt. mere om grundlæggende opdragelse, lige her.

“Mor er GLAD for mig!”

Okay, så børn skal have en tilpas dosis velvilje i forhold til modvilje i livet for ikke at danne negative konklusioner om sig selv. Så lad os kigge lidt på, hvad der VISER børn, at de er vellidte, ønskede og accepterede:

  • Øjenkontakt! Hånden på hjertet, hvor ofte ser vi vores børn i øjnene? Når vi taler sammen? Når vi griner sammen? Måske dit barn er et af de heldige, der er vant til god øjenkontakt?
  • Venlighed: “Ta’ så den tallerken ud!” Kan vi komme til at vrisse, selvom det lige så godt kunne lyde: “Jeg vil gerne bede dig samle tallerkenen op nu! Lige nu!“. Mit blik og mit tonelejde fortæller mit barn, at jeg mener det alvorligt, men jeg kan godt tale pænt uanset. Ord sagt i vrede kan hænge fast i barnets indre, så det er bedre at tale venligt, så langt som muligt.
    Ps. læs evt. teksten: Førstehjælp til provokerende børn, lige her.
  • Tid til DIG skat: Det er koncentreret: “Jeg ser dig” – tid. Der hvor jeg beder jobbet skride ad… til og slukker fjernsynet og sætter alle de elektroniske dingenoter på lydløs. Jeg giver mit barn fuld opmærksomhed. (Øv jer fx 10 min. hver dag i starten).
  • Kram og kys: Man kan vise megen godhed via ord og venlig behandling, men dem man rører ved, skabes der en særlig tillidsfuld kontakt til. Fysisk berøring udløser en cocktail af behagelige hormoner i begge parters hjerner og skaber samhørighed og ro.
  • Lyt og anerkend barnets følelser: De børn, der bliver afbrudt eller ignoreret hver gang de er sure/kede/bange/forvirrede vil føle sig mindre vellidte og accepterede end hvis de fik plads og hjælp til at rumme deres følelser. Hvis jeg som voksen insisterer på, at barnet skal lytte til mig, så skal jeg også insistere på at lytte til barnets meninger (indenfor rimelighedens grænser selvfølgelig).

Jeg kan også blive sur og irriteret på mit barn…

Glæden over mit barn går naturligt op og ned. Børn SKAL provokere deres forældre, og når det sker, skal vi ikke stå og råbe hurra! Det der er vigtigt er, at barnet OVERVEJENDE føler sig som et vellidt og ønsket barn, som forældrene er glade for. Det kræver, at jeg som forælder vælger at fokusere mere, på det der virker og det der er positivt, end på alt det negative i familien.

Jeg ønsker dig alt det bedste i den opgave!
Venlig hilsen Linda Stæhr

Share