“Det vilde barn” – om barnets rolle i familien

Linda Stæhr/ juni 3, 2016/ Blog, Familie, Køn og identitet, Mor rollen, Opdragelse, Pædagogik

”Det vilde barn”

Om kunsten at tale børn op i stedet for ned.

Se intro til denne tekst på videoen til venstre eller få læst teksten på afspilleren herunder:

Hej mit navn er Linda Stæhr, jeg er familierådgiver i det der hedder Trivsel i familien og hjælper småbørns familier trives bedre sammen ved at tilbyde foredrag og rådgivning til forældre til 0-6 årige børn. Denne tekst omhandler emnet: ”Det vilde barn” – om at tale børn op i stedet for ned.

Intro

Jeg møder en del forældre der siger: ”Jamen mit barn er bare… sådan og sådan” fx ’en vild dreng’, en ’dramaqueen’, ’en pilfinger’ eller ’meget stille’. Børn er født med det temperament og den personlighed de har og det kan vi ikke pille ved. Det vi KAN pille ved, er hvordan det kommer til udtryk og hvordan barnet lærer at tænke om sig selv.

”Fortællingen” om et barn

For nyligt talte jeg med en rigtig dejlig mor, via et af mine foredrag, som mente hun havde en lille
’drama queen’ derhjemme og spurgte, hvordan hun skulle håndtere hende. Jeg gav hende råd omkring den specifikke problemstilling, og så sagde jeg til hende: ”Jeg synes ’drama queens’ er SÅ fantastiske!”. Hun måbede lidt. Jeg fortsatte: ”For de ved VIRKELIG hvad de føler og mener og de kan finde ud af at udtrykke det!” Min point var at fortælle denne mor, at der er mere til fortællingen om et barn, end den negative version, som overskygger billedet her og nu.

Og det er lige præcist det det handler om… at vi lærer at se vores børns potentialer og hjælper dem til at kunne være sig selv med et konstruktivt udtryk, så de kan fungere sammen med andre mennesker og hvile glade og tilfredse i sig selv.

Et andet eksempel er en dreng, som var blevet ’lidt vild’ på det seneste i en børnehave. At han var blevet ’lidt vild’, hang måske sammen med, at han pludselig var blevet alderspræsident i børnehaven. Måske hang det sammen med, at han ikke havde andre drenge at lege med end nogle der var et år yngre end han – uanset var han endt som lidt af en slagsbror. De fleste dage gik det ok, men efterhånden blev han anset for at være ’den vilde’, som de fleste børn holdt sig fra eller frygtede. Det var en rigtig trist drejning. Men det der virkelig ramte mit hjerte var, hvor let vi voksne købte, at han var ’den vilde’. Det var næsten indiskutabelt: ’Sådan ER han bare’.

Men i min erfaring ER man ikke bare som man udtrykker sig. Man er som man er, men udtrykket, kan være meget forskelligt, alt efter hvordan omgivelserne behandler en og alt efter, hvad man tænker om sig selv.

Et af de største problemer var, at denne dreng, i denne børnehave var begyndt at tænke sig SELV som ’den vilde’. Det var den kasse han passede i – og selvom det var en lidt negativ betegnelse – så HAVDE han en kasse at passe ind i. For børn vælge den kasse, de akut kan passe ind i og vurderer ikke selv om den er god eller dårlig. Børn er, som de her og nu er, og den rolle de udlever hver dag hænger meget sammen med de forventninger, vi har til dem.

Jeg kalder dette fænomen for: ’Fortællingen om et barn’.

Når alle omkring et barn er enige om den ’fortælling’, som kendetegner barnet, så skal barnet nok spille den rolle, som fortællingen dikterer… børn er nemlig eksperter i at passe ind i det system, vi laver til dem.

Hvad skete der med ’den vilde dreng’?

Men tilbage til fortællingen om den ’vilde dreng’. Jeg så at drengen mistrivedes, jeg så at mor så håbløs ud i øjnene, når hun gang på gang fik at vide, at han igen havde slået, sparket eller tilsvarende på et andet sagesløst barn. Og det der gjorde allermest ondt var, at hun var ved at acceptere den ’fortælling’ hun hørte om sit barn.

Jeg var ikke direkte ansvarlig for den børnegruppe, som drengen var en del af, men jeg havde min gang i huset og tænkte, at jeg måtte handle… Hvordan redder man et barn fra en negativ fortælling? Jo man skaber da bare en ny fortælling.

Så jeg gik på legepladsen hver dag og holdt ekstra øje med denne dreng: Hver gang jeg så, at han hjalp, trøstede, støttede eller gav plads til de andre børn – eller bare gjorde anslag til det- så kommenterede jeg det og fortalte ham, at han var ’en god kammerat’ og hvor god han var til at ”hjælpe de andre”. Samtidig lyttede jeg rigtig godt efter i personalegruppen og hver gang hans navn blev nævnt, tilføjede jeg de gode ting, jeg den dag havde set ham gøre. Jeg beskrev ham, som jeg så ham: Som en ledertype, der kunne inkludere og tage ansvar for dem han legede med. De andre voksne opdagede ikke dette skift i min retorik, men løftede bare undrende brynene og sagde: ”Nå?!” Når jeg fortalte alle de gode ting, jeg så.

Samtidig gik jeg til mor, og sagde ”Må jeg lige snakke med dig?” Mor blev nervøs som sædvanligt og forventede at få at vide, at hendes søn endnu engang havde skadet andre børn. Jeg smilede, beroligede hende og sagde: ”Jeg har lagt mærke til at din søn er rigtig god til at tage sig af de børn han leger med. Når en af de andre drenge bliver ked af det, lægger han lige en hånd på skulderen og siger: ’skal jeg hjælpe dig ?’ Og når nogle andre børn på legepladsen forstyrrer deres leg, forsvarer han sine kammerater og siger, at de også har ret til at være der - og de andre respekterer ham for det. Han er er rigtig god leder!” Sagde jeg – og mere nåede jeg ikke at sige, før mor begyndte at græde. Men hun græd af glæde. Den dejlige dreng hun kendte og elskede var blevet overset i så lang tid nu, at hun var ved at miste håbet og acceptere, at han bare var ’vild’ og dermed ikke så elskelig og dejlig, som hun troede. Jeg fortalte, at jeg havde sagt det samme til hendes søn og opfordrede hende til også at holde øje med og kommentere det positive han gjorde.

Sådan fortsatte vi i ca halvanden uge – og ret hurtigt fik drengen det bedre. Han smilede, hans øjne lyste, han så folk i øjnene og han gjorde en dyd ud af at være en god kammerat for sine venner. Samtidig blev han mindre voldsom overfor alle andre på legepladsen. Han havde fundet en positiv fortælling, han kunne finde sig til rette i og trak vejret mere frit, fordi de voksne ikke skældte ud nær så ofte. Faktisk lød samtalerne mellem ham og de voksne anderledes: For nu kunne de jo henvise til at han ”jo plejede” være ”en god kammerat” og så guide ham til at være det - også når tingene blev svære.

Opsamling

Mit formål med at fortælle denne lange historie er ikke at sige, at ALT bliver fantastisk, hvis bare vi er opmærksomme på at skabe en positiv fortælling om et barn. Der KAN nemlig sagtens være familiemæssige, biologiske eller andre ting i fx institutionen, som skal løses samtidig, for at barnet kan trives og lykkes i livet. Men jeg vil vove at påstå, at halvdelen af udfordringen som regel hænger sammen med den ’fortælling’ der genfortælles om det pågældende barn.

Arvelighed

Ofte er personlighed arveligt i et eller andet omfang – og I som forældre kender jeres eget temperament og personlighed. Det gør dig og den anden forælder til en slags eksperter i, hvordan man bedst lever med de egenskaber! Du og dit barns anden forælder er eksperterne i at gøre godt, med det I kommer med. Så vis jeres barn vejen, vis, hvordan egenskaberne kan komme positivt til udtryk, beton det, vær stolt af det, bær det med ære – at du og barnets anden forælder er, som I er og vis vejen i respekt for den personlighed barnet har.

Konklusion

Så hvis dit barn er en rigtig ’drama queen’, en ’stille-mus’, en ’pilfinger’ eller måske endda ’den vilde’, så overvej at udvide tankegangen og skab en mere positiv fortælling omkring dit barn. Fortæl pædagogerne, dig selv, din partner, de andre børn og resten af storfamilien, hvor fantastisk dit barn er på så mange andre punkter. Find dit barns kvaliteter og tal dem op, fokuser på dem, hjælp barnet vokse i dem og brug dem aktivt hver dag. Jeg kan love det, at det gør en kæmpe forskel.

Og med det vil jeg ønsker dig alt godt i opdragelsen af dit barn.

Du kan se flere emner om opdragelse her – hvis du har lyst til en snak om JERES små og store udfordringer i familien kan du ringe til mig på 28 58 77 98 (første 10 min er gratis eller 450 kr pr time) ellers skriv til mig på trivselifamilien(a)gmail.com  Tak for nu.

Share