Linda Stæhr/ februar 6, 2015/ Blog, Familie, Forsvarsmekanismer, Hverdag og rutiner, Mor rollen

Det største i livet kan være ensomt… dette blogindlæg tager fat på et omtåleligt emne, der ikke bliver skrevet og sagt noget om særligt ofte: Ensomhed mens børnene er små.

Der er nogle, der elsker spædbarnstiden med det første barn og synes, at det er fantastisk at gå og hygge derhjemme. Men for mange bliver det en brat opvågning efter en lang barsel med masser af tid og opmærksomhed på maven. For når fødslen er slut og barselsgæsterne forlader huset, sidder de nye forældre alene med et lille barn og ser på hinanden.

De fleste finder dog hurtigt fred i den meget forandrede hverdag derhjemme, der udvikler sig på barnets præmisser. Men barselstiden opleves af mange som lang og ensom set i forhold til et aktivt liv med job, venner og aktiviteter efter egen prioritering.

Venner og familie har sjældent indblik i, hvordan barselstiden opleves af den nye far og mor – også selvom de spørger til, hvordan det går. For det er faktisk svært at virke utaknemmelig og sige, det er svært og ensomt at gå derhjemme. For forventningerne er som regel, at man skal hygge og være glad for barnet og nyde barselstiden.

Det opleves for nogle, som et stort tabu, at mistrives som ny forælder, hvilket i så fald forværrer en allerede presset situation. Det betyder ikke, at man ikke er i stand til at elske sit lille barn eller ikke gør det – det betyder bare, at det nye liv som småbørnsforældre er en stor omvæltning, man kan føle sig overvældet af.
For nogle er overvældelsen efter fødslen så stor, at det er svært at forholde sig positivt til sit eget barn. En fødselsdepression kan blive en realitet (også for far), hvis situationen bliver for svær at være i. Men uanset titel eller ej, så overvældes mange nye forældre af egne og andres forventninger og barnets skiftende behov.

Jeg selv oplevede ensomheden størst, da jeg ca. tre måneder efter fødslen langsomt kom til hægterne igen, rent psykisk, efter en voldsom fødsel. Den største ensomhed bestod i, at jeg ikke var på job længere. Hvilket for mig betød savnet af gode arbejdskolleger, passende udfordringer, godt samarbejde med andre og anerkendelse i at lykkes på jobbet. Derimod var jeg det meste af døgnet alene med et lille barn, som jeg endnu ikke forstod eller kendte, hvilket gjorde mig fortvivlet og usikker. Min baby nægtede at sove andre steder end på min arm; og ubevidst ville jeg ikke udsætte andre for at skulle aflaste mig og holde barnet, fordi jeg selv syntes, det var så hårdt – det var en anstrengende periode.

Og heri ligger noget af problemstillingen i ensomheden ved at blive forældre. For forældre bliver ofte dårligere til at bede om hjælp og inddrage andre, når de er pressede og trætte. Vi orker det simpelthen ikke – så hellere grave sig ned og overleve. Jeg har set det mange gange, men jeg synes ikke, at det er en hensigtsmæssig taktik. I stedet bør vi forældre bede om hjælp, mens det går godt. Det bedste er at lave faste aftaler, så der ikke er så meget at diskutere fra gang til gang. Det er ikke meget anderledes end, at man i parforhold hellere skal tale om ønsker og forventninger til hinanden i fredstid, snarere end at formidle det gennem sarkasme, når bølgerne går højt.

Småbørnsforældre kan have stor gavn af at tænke fremad og planlægge hjælp og aflastning med familie og venner i god tid inden barren for søvnmangel og manglende overskud nås.

Et andet aspekt af ensomheden er, hvor længe man som småbørnsforælder kan opleve sig begrænset i at komme ud blandt andre og dyrke sine venskaber. For mig var det ikke så svært at komme ud af huset. Det var snarere et problem, at min opmærksomhed var alt for fraværende til at kunne hygge med andre mennesker som tidligere. Mit barns behov og adfærd fyldte 65 % af min opmærksomhed, manglende nattesøvn åd 20 % og de sidste 15 % var sjældent nok til at gennemføre en meningsgivende samtale, som jeg egentligt trængte til.

Det sjove var, at jeg godt selv kunne acceptere min nye rolle og de afsavn det medførte. Men jeg vidste og fornemmede også, at det skubbede andre væk. Andre som jeg havde satset på skulle være mine venner, også når børnene blev større og flyttede hjemmefra.

Den sidste problematik (om at få dyrket sine venskaber, mens man stadig har dem), er der bl.a. følgende råd for: For det første at prioritere at komme ud af huset. For det andet at finde pasning eller ses, når baby sover, så man også får tid sammen uden børn. Og endeligt, at ses med andre børnefamilier, som jo ofte har en anden tilgang til små børn end venner uden børn. Personligt må jeg indrømme, at jeg selv har svært ved at finde et tilfredsstillende niveau for det med venskaber. Som nyligt barslende mor med nummer to, er det med venskaber blevet noget, jeg sjældent får tid til.

Min strategi er lige så ringe som den er gammel: Jeg venter og ser, om ikke det bliver bedre lige om lidt. ”Når jeg nu får styr på min jobsituation”. ”Når nu det bliver varmere og vi kan komme mere ud”. ”Når nu den og den flytter tættere på” osv. Og sådan udskyder jeg endnu et punkt, jeg længtes efter, fordi jeg ikke orker meget mere end at få børnene til at trives derhjemme og tjene til mad på bordet.

Jeg har ikke fundet den gyldne løsning i mit liv. Og selvom jeg tror, at prioriteringer er gode at lave, så handler det samtidig meget om, hvordan ens øvrige livsforhold og relationer er, før man får børn.

Men det, som jeg KAN gøre, er at dele mine tanker, så andre ikke står alene med tilsvarende følelser. For jeg har ikke den gyldne løsning på at være småbørnsforældre; kun en masse teori, viden og erfaringer. Men personligt har jeg stor gavn af at dele mine tanker og følelser åbent med andre. På den måde er jeg desuden med til at modarbejde tabuisering af ensomhed ved forældreskab. Så tak fordi du lyttede. Del gerne med andre småbørnsforældre.

Venlig hilsen Linda Stæhr

Familierådgiver v. Trivselifamilien.dk

Share