Et-årige børn og søvn er nogle gange uforenelige størrelser. For omkring 1 års alderen sker der mange udviklingsmæssige ting og evt. institutionsopstart – samtidig starter mor og far måske for alvor op med job igen og alting ramler sammen og gør nattesøvnen rigtig svær for alle.

Børn på ca. 1 år

Mange forældre oplever store udfordringer omkring nattesøvnen med deres 1-årige barn. Her kan det være nyttigt at vide:

  • At når barnet lærer at stå og gå, så føler barnet en indre trang til at gøre dette både nat og dag, det giver som regel nogle udfordringer for nattesøvnen.
  • Dagplejestart/institutions start præger ofte barnet med mange indtryk, nye krav og fraværet af far og mor. Her er der brug for tryghed og nærhed med mor/far – også nogle gange midt om natten.
  • Sygdom, tænder og forandringer i hjernen (i denne alder) gør at verden bliver mere ubehagelig eller uforståelig for barnet – igen har barnet mere brug for nærhed og tryghed hos mor/far.
  • Et barn på ca. 1 år går fra at være fuldstændig behov-styret til at ville afprøve og udforske de sociale spilleregler og mors og fars reaktioner. Hvis det er jeres første barn, så er denne overgang ofte svær, da det kræver, at vi forældre for første gang skal lære at sige ”Nej”. Hvis barnet ikke virker fortvivlet, fordi det er ensomt eller ulykkeligt, så er det ikke skadeligt for barnets trivsel, tilknytning, tillid og udvikling osv. at græde som protest til at blive puttet. Det er derimod første skridt i en lang række skridt, som vi forældre må tage, mod at sætte retningslinjer for vores barn, altså opdragelse.
  • Ved puttetid og om natten kan du efter behov give dit barn tryghed på andre måder end at sidde hos det: Fx ved at gå og ordne småting frem og tilbage uden for døren, så det kan høre og måske ane dig. Og når barnet græder, så kigger du ind og smiler og siger: ”Jeg er her endnu” eller tilsvarende. Denne tryghed I at I er tilgængelige selvom barnet ikke kan se jer, kan også leges i dagtimerne… Læs mere her (i bunden).

Share