Tips og tricks til at få de små til at sove

På denne side, finder du tips og tricks til at få de små til at sove.

Du kan altid ringe til mig på 28 58 77 98 med dine spørgsmål. De første 10 min er gratis - hvorefter jeg tilbyder at fortsætte samtalen til 450 kr. pr. påbegyndt time (mobilepay). Se mere under kontakt.

Aarhus kommune har desuden en fin hjemmeside om børns søvn inddelt efter aldersgruppe.

Tips og tricks til at få de små til at sove

Som rådgiver på baby.dk og som pædagog, har jeg rådgivet mange forældre i at få ro på putteritualerne og bedre nattesøvn. På det felt er der tre råd, jeg synes går igen, som har god effekt for nattesøvnen:

1. Vær konsekvent

At være konsekvent handler både om, at det er samme korte, rolige og forventelige putteritual du gentager hver aften med dit barn, men det er også vigtigt at være konsekvent i dit samvær med barnet i løbet af dagen før puttetid.

Når du vælger en putterutine, så vælg elementer, som passer til DIN familie med meget få og velkendte elementer. Krydder med hygge og ro, så bliver overgangen til søvnen lettere. Vaner hjælper både børn og voksne til at falde til ro om aftenen, da der er færre ting at diskutere og rutinen i sig selv dulmer en træt hjerne til at klare de sidste opgaver inden øjnene falder i.

Konsekvent samvær med dit barn starter ikke kl 19 om aften, når vi begynder at putte, men snarere kl 07 om morgenen. Det handler ikke om at vi skal være rigide rutinemennesker. Men det betyder, at når jeg som voksen siger noget til mit barn, så mener jeg det og følger op på det med det samme. Selvfølgelig skal jeg også lytte til mit barns ønsker og mærke efter, hvad jeg kan kræve af mit barn hvornår, men når jeg først har meldt EN ting ud, så står jeg ved det. Så når jeg fx siger: "Om lidt skal vi i børnehave" så betyder det fx, at vi sammen tæller til 10 og så rejser vi os og tager tøj på.

Når mit barn ved, at jeg er en konsekvent voksen, så kan det regne med mig og forudsige spillets gang i familien. Denne forudsigelighed i samværet mellem os giver mit barn en tryghed, som er HELT uundværlig for at få det til at falde til ro om aftenen.

2. Lyt til reaktionen

Når jeg skal putte mit barn og vil ændre den rutine vi har, så kræver det fintfølelse, intuition og viljestyrke. For sunde børn protesterer, hvis noget går imod deres vilje og det skal vi både lytte til, men også turde tolke og reagere på.

Udviklingskriser og trodsreaktioner sætter sine begrænsninger for, hvor meget vi kan trylle med putningen og nattesøvnen. Men der ER hjælp at hente. Mange forældre oplever fx problemer med at putte omkring 1-års alderen. Udviklingskriser (som den ved 1- års alderen) skaber fysiske forandringer i hjernen, der sker i ryk og kan virke overvældende på mange små børn. Derfor bliver barnet ofte mere ængsteligt og urolig, fordi verden med ét opleves meget større og mere ukendt end det barnet kendte tidligere. Ved udviklingsspring må jeg vise mit barn omsorg og forståelse, for at gennemtvinge min vilje til fx at falde i søvn alene, når barnet er i udviklingskrise kan give barnet en følelse af ikke at blive beskyttet og måske endda være uelsket.

Så koden til at knække problemstillingen handler om at lytte til reaktionen: Græder mit barn som en protest eller på grund af afmagt og efterladthed. Tillad dig selv at stole på dit kendskab til dit barn og din fornemmelse af gråd og protest. Balancen handler om, at vise omsorg, men stå fast på, hvem der bestemmer.

3. Et skridt ad gangen

Når børnene ikke sover nok (tidligt nok, gennemgående nok eller godt nok) må vi ændre på parametrene indtil det virker. Det er ofte lettere at lære et barn at sove igennem end at ændre puttetidspunktet: Ved at holde fast på et minimum af kontakt, mad, bleskift og lys kan jeg gradvist vænne mit barn, der er vågent hver nat, til at sove igennem. Men at ændre puttetidspunktet fra kl 22 til kl 19 kan være en længere rejse, jeg hver vil give en overordnet opskrift på (husk punkt 1 og 2).

Gode delmål handler om tre ting:

A. Giv dit barn den vane du ønsker: At påvirke barnets 'indre ur' for hvornår det er træt, er første punkt: Gør alt hvad du kan for at få barnet til at være træt, roligt og falde i søvn på det tidspunkt du ønsker. Gør det gradvist og følg barnets reaktioner. Det er realistisk at flytte tidspunktet ca 15 min hver dag. Du må gerne ligge inde ved barnet, til det sover, hvis det altså hjælper. For det er lettere at ændre dine rutiner omkring putningen end barnets indre ur, derfor er det første punkt.

B. Sæt rammen om den rutine du ønsker: Når først dit barn sover på de rigtige tidspunkter (eller så godt som) og det er blevet en vane for barnet, er du klar til at tilpasse putteritualet. For ofte får vi forældre bygget mange rutiner op omkring puttetidspunktet, som egentligt dræner os (og måske også barnet) for energi, og så er det på tide at sadle om. Vælg en rutine der består af basiselementer som fx et glas mælk, børste tænder og nattøj på, lægge barnet i sengen og gå ud og sig godnat. Og vælg højst et eller to hyggeelementer at sætte på fx læse 1 bog i sengen eller synge 1 sang. Hvis rutinen bliver for lang eller varierer fra dag til dag, risikerer du at skulle diskutere for meget om indholdet.

C. Træk vejret og se fremad: Din egen ro og dit eget overskud i at putte dit barn betyder mere end de fleste kan forestille sig, for om det at putte sit barn bliver en behagelig eller forkrampet oplevelse. Det er bedre at grine af hvor svært det nogle aftner er, end at sætte sig og græde og tænke, at det aldrig bliver anderledes. Husk at fejre, når tingene lykkes. At få energien tilbage handler også om at anerkende os selv, når vi lykkes. Min egen personlige version er på god gammeldaws maner at hviske "YES!" når begge mine børn sover fast om aftenen.

Nogle gange bliver vi forældre så fokuserede på at optimere og gøre vores bedste, eller så bekymrede for små daglige variationer i søvnen, at det med putningen kommer til at fylde alt for meget. Vi risikerer at begrænse os selv mere end vi behøver. Fx ved at nægte at besøge andre om aftenen, fordi vi frygter (og ikke nødvendigvis VED) at barnet søvnrytme bliver ødelagt. Naturligvis skal jeg værne om mit barn og de gode rutiner vi får opbygget, men hvis først mit barn HAR fået gode vaner, så ødelægges de ikke på EN aften. Træk vejret - husk at nyde livet.

Hvad så nu?

Hvis du ønsker personlig hjælp til at løse problematikker omkring dit barns søvn, så kan du se mere her eller udfylde kontaktformularen, så vender jeg tilbage hurtigst muligt. Når vi har vendt din situation lidt, aftaler vi, om du har lyst til at købe dig til min hjælp - det er helt op til dig. Jeg glæder mig til at høre fra dig.

Venlig hilsen Linda Stæhr - familierådgiver v. Trivsel i familien

Ps. se evt. en god artikel om at få børn til at sove her.

#Børn #søvn #forældre #nightterror #nattesøvn #græder #skriger

Share